en holistisk livsstilsblog

Lav din egen (sunde) deo!

Jeg blev så inspireret af at lave min egen deo, da Camilla fortalte mig, hvor nemt (og billigt!) det var. Og desuden er den ikke fyldt med alle mulige mærkelig kemikalier, som jeg ikke kender navnet på.

Jeg tog udgangspunkt i Camillas opskrift og prøvede mig lidt frem. Første gang jeg lavede den, puttede jeg for lidt natrium bicarbonat (bagepulver uden syre), og hver gang jeg svedte, fik jeg en underlig lugt under mine arme. Ikke en sved-lugt, bare en mærkelig lugt. Da jeg så lavede en portion med mere natrium bicarbonat i, virkede den – juhu!

 

Så godt virker den

Nu kan jeg tage den på om morgenen, cykle på arbejde, arbejde, have pausegymnastik kl. 11, arbejde lidt mere, cykle hjem og være helt svedig, og dufte helt neutralt. Fantastisk, ikke?

Ingredienserne er endda billige og holder til mange gange, så jeg vil næsten påstå, at den er billigere end de billigste deo’er fra Matas. It’s a win-win-situation.

 

Opskrift til hjemmelavet deo

Den opskrift, jeg kom frem til, var:

2 spsk natrium bicarbonat

1 spsk økologisk kokosolie

1 spsk sheasmør

5 dråber tea tree olie

En lukket glasbeholder (jeg brugte et gammelt syltetøjsglas)

 

Varm ingredienserne i et vandbad – du ved, ligesom når du skal smelte chokolade – en skål fyldt med varmt vand, og så en mindre skål ovenover, hvor du hælder først sheasmør og kokosolie i. Lad det smelte og tilføj så natrium bicarbonat. Bland det godt så det bliver en jævn masse (nu lyder det næsten som en opskrift til en kage, haha!). Tilføj så til sidst et par dråber æterisk olie – hvis du har lyst. Jeg bruger tea tree olie, fordi den er bakteriehæmmende – og det er netop bakterier, der får vores sved til at lugte.

Stil den i køleskabet og når den er kølet af, er den klar til brug.

Jeg bruger cirka det, der svarer til 1-2 ærter, under hver armhule.

PS. Husk at lade det tørre HELT, før du tager tøj på. Olie på tøj er ikke sjovt (taler af erfaring).

 

Hvordan virker den for dig? Og laver du andre produkter selv?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *