en holistisk livsstilsblog

Skriv til dit hjerte

Når jeg er i tvivl om, hvad jeg skal, hvad jeg har brug for eller hvorfor jeg reagerer, som jeg gør, så skriver jeg til mit hjerte. Nogle ville måske kalde det deres intuition eller mavefornemmelse.

Jeg blev inspireret til at gøre det af Jess Lively, som jeg jævnligt lytter til – hun har et fantastisk podcast The Lively Show. Især denne episode handler netop om at lytte til sin intuition.

Når jeg er bange, fortvivlet eller jaloux, så ved jeg, at jeg altid kan spørge mit hjerte, hvad det er, min krop og mit hjerte prøver at fortælle mig, og hvad den egentlig længes efter. For det er ikke at have kontrol. Det er ikke at have det på min måde. Jojo, det er det, mit ego længes efter, men ikke mit hjerte.

Mit hjerte længes ofte efter ubetinget kærlighed og accept – fra mig selv. Men jeg kommer til at søge det uden for mig selv, hvilket er en never-ending-proces, som aldrig vil gøre mig tilfreds. Det er kun, når jeg ved (i mit hjerte!), at jeg accepterer og elsker hele mig ubetinget, at jeg kan føle mig tryg og elsket. Det er også kun der, hvor andre kan få lov til at elske mig ubetinget.

Måske kan du genkende nogle af de samme tanker eller følelser?

Hvis du kan, kan du måske bruge metoden her.

 


Skriv til dit hjerte


 

Sørg for at være et uforstyrret sted, hvor du kan græde, grine og være helt stille – hvis det er det, der kommer frem.

Tag din notesbog eller din computer og start med at stille et spørgsmål til dit hjerte.

Min “samtale” med mit hjerte, starter oftest med: “Hvad har jeg brug for lige nu?”

Og så lader jeg mig selv svare fra hjertet – det kan godt være rigtigt svært, men jeg prøver at skrive, hvad der kommer. Uden at tænke på komma- eller stavefejl, men simpelthen hvad der intuitivt kommer. Nogle gange giver det god mening (logisk set), andre gange kan jeg blive helt overrasket over, at det faktisk er det, jeg har brug for, eller at det er grunden til, at jeg reagerer, som jeg gør eller noget helt tredje.

Når jeg føler, at jeg har fået svaret på det første spørgsmål, stiller jeg som regel et nyt spørgsmål. Det kan være i tråd med svaret eller et spørgsmål, som lige er kommet til mig.

Sidste gang, jeg gjorde det, startede jeg med at stille spørgsmålet: “Hvad har jeg brug for hjerte?”

Efter svaret stillede jeg så spørgsmålet: “Hvad har jeg brug for at gøre for at gøre lille Ida tryg?”

Så fik jeg et svar og stillede endnu et spørgsmål. Det fortsatte – og til sidst havde jeg 4,5 (!!) sider i min dagbog fyldt med visdom fra mit hjerte. Det rørte mig helt vildt – gjorde mig både glad, tryg og ked af det – og jeg havde også en (stor) tudetur bagefter.

Men husk – følelser er energi, og hvis ikke du giver dem lov til at være der, stagnerer de.

Det er helt OK at føle det, der kommer.


 

Skriver du til din hjerte/intuition/mavefornemmelse? Virkede metoden for dig?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *